Katherine Richardson har ikke set mine citater, men de stammer fra podcasten her. Som jeg i øvrigt kun på det varmeste kan anbefale, hvis man interesserer sig for de her ting.
Professor Katherine Richardson i podcast om at forstå verden
– Klima, klima, klima, vrænger professor Katherine Richardson: Det der klima gider hun ikke høre om hele tiden.
Nej, det er livet, der er interessant, eller rettere samspillet mellem energi og liv.
Og klima – det er bare energi-niveauet ved en planets overflade.
Overvældende overblik
Det lyder som om, at den københavnske oceanograf og klima-ildsjæl (sorry, Katherine!) har publikum i sin hule hånd, som hun dér udmaler hele misèren for dem.
Selv er jeg bare med på en lytter på podcasten fra Københavns Universitet, men bliver hurtigt overvældet af hendes overblik over de faktiske forhold.
Hvis jeg skulle udpege én enkelt person til at begrunde, hvorfor vi ”har bragt os selv i en virkelig farlig situation”, så ville det blive hende.
Planetære grænser
Det er vores adfærd, den er gal med.
På ni områder er konsekvenserne af den så grelle, at det truer vores overordnede leveforhold.
Områderne kaldes de planetære grænser.
De er identificerede i et vidtgående samarbejde mellem forskere fra en lang række fag.
Den dansk-amerikanske oceanograf er med i samarbejdet, hvor man følger udviklingen på de ni områder nøje.
Forskningen inden for planetære grænser omfatter ni processer eller komponenter:
- klima
- biodiversitet
- fældning af skov (arealanvendelse)
- forbrug af ferskvand
- forurening af luft med partikler
- nedbrydning af ozonlaget
- forsuring af havet
- udslip af reaktivt kvælstof og fosfor til miljøet
- alle former for menneskeskabt forurening
Planetære grænser initiativet stammer fra Stockholm Resilience Centre i 2009 med Johan Rockström i spidsen. (Fra lex.dk)
Kurs mod tre grader
Det er vores forurening og ødslen med resurser, der er problemet, uddyber professoren og nævner drivhusgassernes påvirkning af klimaet som et eksempel på det første:
Vi på vej mod en stigning på tre graders celsius.
Det står i skarp modsætning til hele den moderne (førindustrielle) epoke, der startede for ca. 12.000 år siden, og som var kendetegnet ved en meget stabil temperatur. Der har kun været et udsving på plus/minus en halv grad.
– Antropologer siger, at denne stabilitet er grundlaget for, at vi har kunnet udvikle sådan en civilisation, pointerer Katherine Richardson.
Ingen navlestreng
Jordens grænser og selvberoen har professoren været bevidst om lige siden Apollo-rejserne i 60´erne, og billeder af planeten udefra fik hende til at spærre øjnene op:
Der stod det lysende klart på himlen, at Jorden ikke har nogen navlestreng: Vores resurser er begrænsede.
– De begrænsede resurser har livet på Jorden klaret sig med i 3 1/2 milliarder år med en cirkulær økonomi, der ikke producerede affald, oplyser Katherine Richardson og fremhæver, at det er den levevis, vi skal tilbage til.
Del af økosystem
Det er imidlertid ikke nok at forstå, at vi er alene i verden, hvis vi skal tilbage på en bæredygtig kurs. Vi skal også indse vores forbundethed.
– Vi er ikke hævet over naturen. Vi alle skal forstå, at vi er en del af det her økosystem, understreger hun og sammenfatter:
– Vi er alle sammen på det her rumfartøj, vi kalder Jorden. Det skal vi erkende.
Den enkelte har betydning
Den erkendelse er det vigtigste i professorens øjne, hvis vores civilisation skal have en fremtid. For vi bliver aktive ved at forstå, at vi er forbundne i et økologisk skæbnefællesskab, og alle derfor betyder noget.
– Vi skal ikke bare vente på de store spillere, siger hun.
Store spillere
Professoren smider imidlertid ikke de store spillere af brættet. for den grønne omstilling kræver også kollektiv handling.
Det er eksempelvis nødvendigt med såvel teknologisk udvikling som en ændret lovgivning .
Denne skal belønne for at agere grønt, herunder ikke mindst kræve betaling ind for skadevirkningerne, hvis man forurener vores rumfartøj.
Forandringstid
Men Katherine Richardson sætter sin lid til, at en folkelig bevægelse vil kunne drive udviklingen:
– Vi er i en transformationstid i tænkning og samfund. Der er empirisk belæg for, at hvis mellem 15 og 30 procent vil noget andet, så sker det, selv om der er bump på vejen.
– Vi er på en rejse nu; spørgsmålet er, om vi rejser hurtigt nok.
Katherine Richardson har ikke set mine citater, men de stammer fra podcasten her. Som jeg i øvrigt kun på det varmeste kan anbefale, hvis man interesserer sig for de her ting.
