Kategoriarkiv: viden

Springtur

Bastas må på banen igen: Det her er for morsomt.

Onsdag eftermiddag blev der slået alarm i den aarhusianske bydel Brabrand: Et vildsvin gik rundt på fri fod og benyttede lejligheden til blandt andet at guffe æbler i sig i folks haver.

*Bang*
På en video fra TV2-Østjylland, der har dækket forløbet udførligt på sin hjemmeside, kan man se, at Østjyllands Politi rykker handlekraftigt ud, allieret med en potent orangerødklædt schweisshundefører.
Kl. cirka 17:30 fik denne øje på indtrængeren og efter et hurtigt “thumps up” til de omkringstående betjente, stillet skarpt og ramt dyret,

*Bang* lød det ifølge den oplysende video.

Ungarsk uldgris
Måske en anelse for hurtigt på aftrækkeren. Dyret viser sig nemlig ikke at være et vildsvin, men derimod en ungarsk uldgris, der er stukket af fra det nærliggende gods, Constantinsborg – ifølge tv-stationen, der også har en oversigtsvideo over den formodede flugtrute, hvor det centrale element er en sø.

Fejllæsning
Godsets forvalter, Henrik Møller Pedersen, giver over for TV2 Østjylland udtryk for, at de er “lidt trætte af” at have mistet deres – øremærkede -uldgris.
Han fortæller videre, at godset har forstået på politiet, at det havde forsøgt at aflæse øremærket med en kikkert, men fejllæst det og derefter slået forkerte tal op i et register.

Østjyllands Politi selv har ingen kommentarer ifølge den regionale tv-station.

Skrækindjagende ulvekat
Episoden minder Bastas om de to skræmte Esbjerg-drenge, der i foråret var holdt fanget i et træ i halvanden time, fordi der sad en ulv på lur efter dem neden under træet. De fik taget et foto af udyret, som eksperter senere har vurderet til at være en kat.

Københavneri
Ja ja, Bastas kan sagtens more sig på de udsatte jyders bekostning, for nu løber der jo hverken ulve, vildsvin eller krøllede uldgrise (men dog katte) rundt på gaderne i det københavnske brokvarter, hvor hun holder til.

Flue på væggen
Bastas ville nu alligevel gerne have været en flue på væggen, da historien om uldgrisen i Brabrand ramte den aarhusianske makroøkolog Jens-Christian Svenning, der er professor på Aarhus Universitet – et stenkast fra åstedet.

Højrisikabel model
For måske følger episoder som den med springgrisen i Brabrand logisk i kølvandet på den danske model for svineindustri, som professoren i et foredrag om Rewilding (genforvildning) hos foreningen Danmarks Vilde Natur kalder for højrisikabel – netop på grund af nultolerancen over for vildsvin.

Nonsens
– Det er nonsens, set fra et biologisk synspunkt, selvfølgelig, men egentlig også fra et samfundssynspunkt, svarer den aarhusisanske professor på et spørgsmål om vildsvinets ”bad standing” i den danske natur og uddyber:

– Før eller senere bliver der dokumenteret afrikansk svinepest i Danmark, og så har vi ikke forberedt os på det.

Jens-Christian Svenning mener ganske enkelt, at modellen gør os sårbare, og slår til lyd for, at vi i stedet forbereder vores salgs-markederne på, at vi stille og roligt arbejder os hen imod at have vildsvin i landskabet. (Jf. videoen ovenfor 01.33.06)

Hjemmehørende vildgris
Det vil også være i tråd med den biologiske opfattelse, fremhæver Jens-Christian Svenning.

– Jeg synes ikke, det er i orden at en hjemmehørende art ikke må være her på grund af industrien, så man simpelthen tilpasse der, pointerer han.

Makroøkologen, der også bliver kaldt professor for rewilding, har længe haft dette (rewilding) som fokuspunkt, fordi store græssere som bisoner, heste og okser har kæmpe betydning for biodiversiteten.

I den sammenhæng har de mindre vildsvin mindre betydning , men er samtidig ”super vigtige”, mener han, fordi de tager sig af særlige funktioner som at fouragere i ramsløg og ørnebregner.

Supernemme svin
Og så er de ”supernemme at have i landsskabet”. I en by som Berlin er der tusindvis af dem, og der er vildsvin over hele centraleuropa, fremhæver Jens-Christian Svenning.

Tilpasningsdygtighed
Så (tænker Bastas) det der gør vildsvinene nemme at have med at gøre for en professor med fokus på biodiversitet, er præcist det samme, der giver danske politikere og myndigheder nervøse trækninger – og anledning til opsigtsvækkende træfninger i den danske natur.

En virkelig farlig situation

Katherine Richardson har ikke set mine citater, men de stammer fra podcasten her. Som jeg i øvrigt kun på det varmeste kan anbefale, hvis man interesserer sig for de her ting.

Professor Katherine Richardson i podcast om at forstå verden

– Klima, klima, klima, vrænger professor Katherine Richardson: Det der klima gider hun ikke høre om hele tiden.
Nej, det er livet, der er interessant, eller rettere samspillet mellem energi og liv.
Og klima – det er bare energi-niveauet ved en planets overflade.

Overvældende overblik
Det lyder som om, at den københavnske oceanograf og klima-ildsjæl (sorry, Katherine!) har publikum i sin hule hånd, som hun dér udmaler hele misèren for dem.
Selv er jeg bare med på en lytter på podcasten fra Københavns Universitet, men bliver hurtigt overvældet af hendes overblik over de faktiske forhold.

Hvis jeg skulle udpege én enkelt person til at begrunde, hvorfor vi ”har bragt os selv i en virkelig farlig situation”, så ville det blive hende.

Planetære grænser
Det er vores adfærd, den er gal med.
På ni områder er konsekvenserne af den så grelle, at det truer vores overordnede leveforhold.

Områderne kaldes de planetære grænser.
De er identificerede i et vidtgående samarbejde mellem forskere fra en lang række fag.
Den dansk-amerikanske oceanograf er med i samarbejdet, hvor man følger udviklingen på de ni områder nøje.


Kurs mod tre grader
Det er vores forurening og ødslen med resurser, der er problemet, uddyber professoren og nævner drivhusgassernes påvirkning af klimaet som et eksempel på det første:

Vi på vej mod en stigning på tre graders celsius.
Det står i skarp modsætning til hele den moderne (førindustrielle) epoke, der startede for ca. 12.000 år siden, og som var kendetegnet ved en meget stabil temperatur. Der har kun været et udsving på plus/minus en halv grad.
– Antropologer siger, at denne stabilitet er grundlaget for, at vi har kunnet udvikle sådan en civilisation, pointerer Katherine Richardson.

Ingen navlestreng
Jordens grænser og selvberoen har professoren været bevidst om lige siden Apollo-rejserne i 60´erne, og billeder af planeten udefra fik hende til at spærre øjnene op:


Der stod det lysende klart på himlen, at Jorden ikke har nogen navlestreng: Vores resurser er begrænsede.

– De begrænsede resurser har livet på Jorden klaret sig med i 3 1/2 milliarder år med en cirkulær økonomi, der ikke producerede affald, oplyser Katherine Richardson og fremhæver, at det er den levevis, vi skal tilbage til.


Del af økosystem
Det er imidlertid ikke nok at forstå, at vi er alene i verden, hvis vi skal tilbage på en bæredygtig kurs. Vi skal også indse vores forbundethed.
– Vi er ikke hævet over naturen. Vi alle skal forstå, at vi er en del af det her økosystem, understreger hun og sammenfatter:

– Vi er alle sammen på det her rumfartøj, vi kalder Jorden. Det skal vi erkende.

Den enkelte har betydning
Den erkendelse er det vigtigste i professorens øjne, hvis vores civilisation skal have en fremtid. For vi bliver aktive ved at forstå, at vi er forbundne i et økologisk skæbnefællesskab, og alle derfor betyder noget.

– Vi skal ikke bare vente på de store spillere, siger hun.

Store spillere
Professoren smider imidlertid ikke de store spillere af brættet. for den grønne omstilling kræver også kollektiv handling.

Det er eksempelvis nødvendigt med såvel teknologisk udvikling som en ændret lovgivning .
Denne skal belønne for at agere grønt, herunder ikke mindst kræve betaling ind for skadevirkningerne, hvis man forurener vores rumfartøj.

Forandringstid
Men Katherine Richardson sætter sin lid til, at en folkelig bevægelse vil kunne drive udviklingen:

– Vi er i en transformationstid i tænkning og samfund. Der er empirisk belæg for, at hvis mellem 15 og 30 procent vil noget andet, så sker det, selv om der er bump på vejen.
– Vi er på en rejse nu; spørgsmålet er, om vi rejser hurtigt nok.