Man kan måske kalde det en syretest, som Pia Olsen Dyhr – med et brag – dumpede til.
Men hvornår har man sidst oplevet, at en toppolitiker vælger politik, principper, idealer frem for magt, når det bliver alvor?
Og det uanset, hvor meget man måtte have flashet sig selv på det.

Senest når et ministerkontor er i sigte, og formentlig lang tid inden, er det slut.

Harmløs myg
Begæret efter (eksempelvis) nye ”store sejre” kan vælte op i en og helt automatisk udviske det, der måtte stå i vejen, så det virker så harmløst som en lille myg.

Kognitiv bias
Hvem kender det ikke? Det er helt utroligt, hvordan ens egne indvendinger kan falde til jorden, hvis et ønske eller et begær efter noget er stort nok. ”Kognitiv bias” hedder det vistnok blandt fagfolk.

Magten taler
Den slags indre kampe ligger nok fjernt for politikere højt på strå. De lader bare magten tale.
Når sagen om økonomi- og indenrigsministerens rådgiver kaster så stort et røre af sig, skyldes det efter Bastas gæt ikke kun modstand på de indre linjer, eller at der er tale om en mærkesag, men også at netop denne ministers troværdighed har været højere, end det er tilfældet for de fleste af hendes kolleger.

Havets minister
Magnus Heunicke, den dengang selvudnævnte ”havets minister”, gav for et par år siden Cheminova lov til – ulovligt – at pumpe miljøfarlige stoffer ud i allerede forurenede områder i Vesterhavet, for derefter at fortælle folketinget præcis det modsatte.

“Ikke en frø, ikke en fugl…”
For ikke at tale om Anders Fogh Rasmussens tale fra 2003 – et par år efter, han havde slagtet Svend Aukens miljøministerium: “Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.”
Citatet blev ganske vist berømt, men shitstormen udeblev. Sikkert fordi ingen troede ham over en dørtærskel, mens alle til gengæld gerne tiltroede ham sådan en frækhed.

Den hellige storkapital
For Bastas ser det ud til, at regeringer på vores breddegrader, uanset kulør, dyrker en afgud over alle: Deres egne store koncerner og erhvervsklyngers internationale konkurrenceevne.

Blind favorisering
De fleste er vel enige i, at denne er en vigtig faktor i fx Danmarks samfundsøkonomi.
Problemet er, at den politiske støtte ikke altid virker balanceret, men derimod indimellem som en blind favorisering af erhvervsinteresser.
Og hvis en vildledning af folketinget (og befolkningen) er nødvendig, jamen, så kan man da gøre det.

Enorme omkostninger
Svineeksporten har i årtier nydt godt af denne ensidige begunstigelse på trods af voksende, og med tiden, ufattelige omkostninger for grise, vandmiljø og natur (i form af beslaglæggelse af det halve land).

Ikke engang en god forretning
Oveni er svineeksporten en elendig business case for samfundsøkonomien.

Målet helliger midlet
Her kommer så Bastas pointe: I toppolitik helliger målet midlet, og vi ved nu, Pia Olsen Dyhr beklageligvis ikke er en undtagelse. Når det nu ligesom er slået fast, kan vi måske med fordel vende tilbage til politikken.

Målet er mere natur og liv
For et vigtigt mål for indenrigsministeren såvel som hendes regering er et ambitiøst opgør med den – på alle måder – usunde griseforretning, selv om den tilhører en vigtig, hidtil exceptionelt privilegeret, erhvervsklynge.
Til gavn for gladere grise, fjorde, søer og vandløb med liv, landskaber, der kribler og krabler, bedre klima, mere resistens – you name it…

Det er nyt, vigtigt og krævende. De skal have arbejdsro og støttes i denne sag.