Jeg slendrer hen ad gågaden i min barndoms eventyrsby og mærker et stik i maven, da jeg får øje på tøjbutikken i den smukke, solgule hjørneejendom med bindingsværk i den ene ende.

Ophørs udsalg står der på vinduerne! Butikken nærmest drager mig til sig og for ikke bare at stå der og glo, roder jeg lidt rundt i tøjbunkerne og finder noget, jeg kan passe.

– Det er trist, at butikken lukker, beklager jeg over for indehaveren, der har travlt med at vejlede udsalgskunderne.

– Det er der flere, der siger, svarer hun og sender mig et blik, der får mig til at føle mig som verdens største hykler. Når man kan få Sand- og Masai-bukser til ingen penge, er jeg på pletten, men hvad med alle de jævnlige besøg gennem årene, der skulle have holdt boutiquen kørende?

Det er over 10 år siden, jeg sidst købte nyt tøj, og det var netop her hos Rasmine. Det var en skøn butik, og de havde et fantastisk udsalg. Stadig en udskrivning for mig, men jeg prioriterede det.

Så begyndte genbrugsstationer at brede sig ud i hjembyen, og jeg blev fuldstændig blæst bagover af alle de fund, ikke mindst blandt tekstilerne, man kan gøre der. Især udvalget af jeans er en sand guldgrube, men også bluser, trøjer, frakker, jakker, you name it.

Omtrent samtidig opdagede jeg, at min kærestes naboer slæbte veritable garderober ned i deres storskraldshus. Der blandede mærkevarer sig så med almindeligt (men sjældent udtjent) kluns i store poser til fri afbenyttelse.
Min tid som kunde i den gængse modeindustri var omme: Jeg gik i gang med at skabe min egen recyclings-stil.